Studieprodukt 3: Lampe

Designprocessen:

Det færdige resultat:

Undervisnings-overvejelser:

Når jeg gennemgår min egen designprocess, er det ret tydeligt at jeg er kommet frem til mit færdige produkt, ved at læne mig op af nye håndværksmæssige muligheder. Drejebænken var lige blevet introduceret og selvom jeg i grunden ingen planer havde om at lave noget på drejebænken i projektet, endte jeg alligevel med at bygge min idé op omkring denne mulighed.

Vores rammer var ret brede og vores muligheder for at benytte mange forskellige værktøjer, var ligeledes store. Jeg tror derfor at en folkeskoleklasse skal have lidt mere styring på rammesætningen - eller have langt mere tid til at færdiggøre produktet. Generelt tænker jeg at mere tid ville være gavnligt, både for designprocessen men også for selve arbejdet med udformningen.

Så jeg tænker at det er en god idé at rammesætte et lignende projekt i en folkeskoleklasse, udfra hvilke værktøjer man ønsker eleverne skal benytte.

For at gøre hele projektet lidt mere sjovt og forhåbentligt også for at gøre designprocessen mere tilgængelig for eleverne, har jeg planlagt denne undervisning udfra en "leg" om at man er en kendt designer, der skal holde fanisering.

Jeg har taget udgangspunkt i en 6. klasse.

Intro:
Der vises en kort film med interview af kunstner/designer til en ægte fanisering.
Dette skal inspirere eleverne til at planlægge deres fremlæggelse og præsentation af deres designprocess.

Rammesætning:
Der må bruges værktøj som er blevet gennemgået og som alle kan anvende. Ingen nye værktøjsforsøg.
Vælg det værktøj man er bedst til og stil efter at gøre produktet rigtigt færdigt og gennemarbejdet.

Der skal anvendes træ og der skal indgå genbrugsplast i designet.

Der må ikke limes, medmindre det er uundgåeligt for designets konstruktion.

Der skal være mindst én farve (ej at forveksle med nuance) i designet.

Designprocess:
Vær sikker på, at du tager bevidste valg. Hvorfor har du gjort som du har gjort? Hvad har inspireret dig? Hvorfor har du givet din lampe den form du har? Lav modeller, arbejds-tegninger og skitser. Saml det hele i et design portfolie, som skal fremvises til faniseringen.

Fremlæggelse:
Faniseringen af designet skal rumme en gennemgang af arbejdsprocessen, skildring af idé-udviklingen, overvejelser mht. til - og fravalg og en selvstændig vurdering af det færdige produkt.
Hvad virker godt? Hvad var svært? Hvad ville du ønske du kunne have gjort?
Dine modeller og tegninger skal være synlige for "gæsterne" og du skal være klar til at besvare spørgsmål fra mulige "købere".

Kritikken af Mesterlæren peger på læreren

Når mesterlæren ikke bare ignoreres,  får den af pædagogikken og psykologien kritik for, at være for autoritær, gammeldags, snæver og at den ikke er tilstrækkelig målbar.
Som forsvar kan man sige, at mesterlæren netop ikke er målbar, da det der sker i mesterlæren ikke har fokus på, at dele læringen op i bidder der kan placeres under lup. Læringen er en helhed, der opstår i det praksisfællesskab, som mesterlæren udspiller dig i. Der er ikke tale om, at eleven kun ser på sin underviser og imitere denne til fulde. Der opstår i tilegnelserne af færdigheder og kundskaber, individuelle træk og påvirkninger af fællesskabet. I oprindelig mesterlære, vil lærlingen således ikke kun lære af sin mester men også af de andre lærlinge eller ansatte på arbejdspladsen.
Derfor er praksisfællesskabet meget afgørende for den reelle læring. Ligeledes sker læring ikke på et reflekteret og oplyst grundlag men på et intuitivt og iboende plan. Herved kommer bl.a. Tavs Viden og læring uden dialog. Hvad kan man lære ved "blindt" at udforske sin intuitive fornemmelse af noget, uden at gå i reflekteret dialog med sin underviser? Det er i sin forstand "learning by doing."
Derfor lægger det sig også op ad "Stilladsering", idet erfaring læner sig op ad erfaring og læring gradvist bliver bygget op på praksiserfaringer.

Men der er noget om kritikken.

Hvis vi skal sikre os, at praksisfællesskabet virker differentierende på erfarings-opbygningen og læringen, må vi fokusere på læringsmiljøet  i fællesskabet. Hvis der ikke er udbredt trivsel og plads til at afprøve sine evner i støttende relationer, er det ikke utænkeligt at mesterlæren vil virke modsat sine forventninger og forhåbninger; nemlig at der ikke skabes erfaringer på baggrund af eksperimentering med faget men på udforskning af det sociale rum, der kan virke begrænsende.

Skal man som elev være i stand til at lære ved at imitere sin underviser, bliver der nødt til at være et gensidigt respektforhold. Føler eleven dyb foragt overfor sin mester, vil tilegnelse af faget ved hjælp af mesterens evner være socialt udfordret. Derfor er det afgørende at mesteren er overvejet i sin lærerrolle og nøje afvejer brugen af sin autoritet. Dertil er det også afgørende at eleven kan respektere mesteren for sit fag. Derfor må mesteren reelt set være en mester, der kan sit håndværk, og ikke et fjols. Ellers vil eleven potentielt miste respekten for sin mester og troen på dennes evner.
Autoriteten må primært ligge i faget og ikke hos udøveren.

For at mesterlæren ikke bliver for smal en undervisningsform, er det vigtigt at mesteren også er en didaktiker (Dreyfuss er nok ikke enig). Når læring tager udgangspunkt i praksisfællesskaber, er det vigtigt at fællesskabet har åbne strukturer, således at det er muligt for elever at observere og tage del i arbejdet. Elever lærer forskelligt og virker social forskelligt. Derfor må mesteren overveje hvor bred en tilgang der reelt er, til stoffet der gives videre og erfaringerne der etableres. Man må spørge sig selv; hvad skaber lærerprocessen - Praksisfællesskabets struktur eller mesterlæren?

Mesterlæren er som læringsform per definition gammeldags. Det er dog ikke nødvendigvis et argument, for at det er håbløst. Hvad der er afgørende for dens funktion i et moderne samfund, kan ligge helt konkret i de valg en underviser tager om indhold. Hvordan gør man arbejdet med træ mest vedkommende og meningsfuldt? Handler det om, at eleven skal have opgaver, der stiller krav til fordybelse? Altså at man skal udover blot at save et stykke endetræ af en lægte, pudse det lidt og kalde det en bordskåner. Mesteren har ikke alene til opgave at undervise men også at holde sit fag i live.

Når man siger at mesterlæren ikke kan måles nok til, at man kan sige at der finder læring sted og i hvilken sammenhæng læringen finder sted, peger man på et problem. Og det er måske i virkeligheden problemet, at man anser det problematisk mere end det faktum, at der er forsket meget lidt i mesterlæring. De praktisk-musiske fag, som mesterlæren lægger sig op af, er den sidste bastion, når det kommer til intuitiv og erfaringsbaseret læring. Langt de fleste fag i skolen er pakket ind i teori, testning og ekspertviden. Men ingen har ret meget fokus på hvad det giver elever, ikke at skulle arbejde reflekteret og målstyret hele tiden. Det praktiske skal have lov til at forblive praktisk, for sin egen skyld og ikke for at det er målbart gavnligt.

Derfor er der en del tradition ved mesterlæren, der bliver udfordret af design-fokuset i vores fag. Der er opstillet forventninger til kendskaber af forskellige design-modeller, som er overvejende teoretisk. Der er dermed en forventning om, at eleven skal være selv-analyserende og selvbevidst i sine kreative processer. Selv det intuitive er der modeller for.
Mesteren havde traditionelt ikke et hold på 28-30 lærlinge. Hans arbejde kunne lettere observeres af de få lærlinge han havde, end en læreres arbejde kan af 28 skoleelever. Det er helt klart at mesterlæren som tradition kan være svær, at integrere i skolens rammer men der er tankegods bag traditionen, som skolen kan drage stor nytte af.

Vil man som underviser være mesterlære-orienteret i sin undervisning, må man stille sig nogle konkrete målsætninger. Hvordan skal man eksempelvis blive ved med at være innovativ? Hvordan differentiere man sin undervisning, så tilegnelsen finder sted, uden at niveauet bliver for lavt. Hvordan skaber man kreative processer, der fristiller fantasien hos eleverne, samtidig med at der er rammer for fordybelse? Hvordan arbejder man ved design-perspektivet uden at gøre undervisningen for fastlåst. Hvordan skaber man et godt praksisfællesskab? For slet ikke at tale om, hvordan man hele tiden dygtig-gør sig selv, så man reelt kan undervise som en der mestrer sit fag.        


             





         

Dansk design

Efter besøg på Design Museet er jeg blevet lidt bidt af, rigtigt at se på møbler omkring mig. Hvad appellere til mig og hvorfor? Hvilke tanker eller traditioner ligger bag et design og er noget nogensinde tilfældigt?

Jeg er meget betaget af tankerne bag Kåre Klints praksis tilgang. Ingen unødigheder eller andet, der udstråler signalværdier. Den eneste værdi der udtrykkes i Kåre Klints minimalisme er funktionalitet og holdbarhed.

Som Safaristolen her:



Og dog, for når jeg ser møbler som denne, tænker jeg automatisk: Godt håndværk. Desværre tænker jeg også en masse andre ting, så som: Overklasse genstand.

Det er fordi, at selvom man i sit design har forsøgt at fjerne alle unødvendige udtryk, så er gennemarbejdet design som udgangspunkt altid forbeholdt overklassen. Så kan man jo tale om, hvorvidt vi reelt har en overklasse i Danmark eller om vi bare har en meget velhavende og stor middelklasse, men ét er sikkert; det er ikke ethvert hjem der har sådan en stol i stuen.

Selv funktionalistisk design er pakket ind i samfundsværdier - og signaler. Så langt kan man ikke strippe sit design af for unødvendigheder.

En anden ting ved Kåre Klint som tiltaler mig, er hans tilgang til at måle sig frem til et godt design. Mange brugsgenstande i vores tid, er så dårligt fabrikeret at funktionaliteten ofte går lidt tabt. Disse brugsgenstande er ofte også nogle, som mange hjem har. Der er eksempelvis ikke meget prestige, i at have opbevarings-bøtter, med låg i smarte farver, der ikke kan lukke tæt.

Med design der tager udgangspunkt i det, som det skabes til giver grundlæggende god mening men er af en eller anden grund ikke en selvfølgelig.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at især modebranchen kunne lære af denne tilgang. Det giver bare ikke særlig god mening at designe og fremstille tøj, som ikke passer en naturlig-biologisk menneskeskikkelse. I sådanne situationer sætter man designudtryk før mennesket, således at mennesket skal tilpasse sig et design og ikke den anden vej rundt.


Derfor havde Kåre Klint fat i noget, når han målte på kroppen, for at kunne vide noget om, hvad der vil passe et menneske at sidde i.

Så kan det godt være, at denne lidt kedeligt og måske lidt konservative tilgang til design naturligvis har måttet blive udfordret, bl.a. af pop-art design:
         





...Men i det lange løb, er det som om at funktionalismens naturmateriale og solide håndværk, ikke har tænkt sig permanent at gå af mode.

Studieprodukt 2: Designproces af lampeskærm af plastik.

Udgangspunktet for denne designproces er mit materiale, da det er fastlagt at jeg skal benytte plastik, til at lave mit produkt. Det vil altså blive en lampeskærm af plast men hvordan den kommer til at se ud, er stadig op til definition.

Først skal man have ideen, dernæst skal man overveje om det vil være funktionelt og evt hvordan det vil være funktionelt. Der skal i denne sammenhæng tænkes på lyset. Både hvad angår valg af lyspærer, da plastik kan være let at smelte og en pære kan blive meget varm, men også hvilken form for lys man gerne vil have frem gennem lampeskærmen. Vil det eksempelvis være en god løsning med en LED pærer.

Min brainstorm kan koges ned til følgende:

PLASTISK:
Ting i hjemmet
Billige ting i eksempelvis genbrugsforretninger
Køkkenredskaber
Legesager
Perler
Syntetiske stoffer
Plastik poser
Engangsbrugsgenstande  

LAMPER:
Hængende loftslamper
Stående lamper
Bordlamper
Udendørslamper
Sengebordslamper
Væglamper
Store lamper - Små lamper
Lysekroner
Pyntede - Simple

LYSKILDE:
Stærkt lys
Dæmpet lys
Farvet lys - af pære eller af materiale
Direkte lys
Afdækket lys
Levende lys fra starin
Lys kan reflektere/genspejle i fx perler eller andet rundt om lyset 


Ud fra denne brainstorm kom jeg frem til, hvilken form for plastik, jeg gerne ville arbejde med. Men jeg fik to ideer, som jeg synes var lige gode, så jeg valgte at gå videre med dem begge. Jeg har tidligere lavet en lampeskærm ud af perler, så jeg ville gerne prøve et plast materiale, der var noget helt andet. Men det ville være en god form for inspiration, at præsentere elever for, når de skal til at lave en brainstorm selv.

Jeg gik videre med flere ting fra min brainstorm. Syntetisk stof blev hængende, sammen med ting fra genbrugsen. Jeg blev også ved med at fokusere på køkkenet, da der generelt er mange ting der er lavet af plast. Jeg gik fra plastisk dørslag til Margrethe-skåle man kunne bore huller i. Så kiggede jeg på glas og tænkte at hvis man kunne sætte dem sammen, ville man få en kugleform, da de fleste glas er en eller anden form for kegleformet. Og så kom engangsbrugsgenstande ind i billedet.
Efter jeg havde lavet min lampeskærm af plastikkrus, fandt jeg faktisk et billede af min idé på nettet.

Her kunne jeg også se hvordan lyset kan se ud gennem min lampeskærm, inden jeg selv har prøvet at sætte lys i den.

Da lyset er meget svagt og måske kun er så tydeligt, som det er på billedet, fordi det er lyst op i et mørkt rum, ved jeg at jeg skal vælge en skarp lyskilde, hvis jeg vil have den til at være funktionel som loftslampe - hvilket var ideen. De hvide plastikkrus købte jeg i et supermarked og har brugt næsten to pakker. Jeg mener de kostede 18 kr/pakke. Derudover havde jeg kun behov for klips og en klips-maskine. Jeg overvejede om jeg gerne ville have alle de runde kanter på krusene malet sorte. Så jeg forsøgte mig med det. Indtil videre har jeg lavet et mønster rundt i lampen, med sorte kanter. Om jeg beslutter at farve alle kanterne sorte, ved jeg ikke endnu. På den måde kan man sige, at min designproces ikke er færdig endnu.   

Min anden idé kom af at jeg gik i genbrugsen og så at de havde gamle vinylplader til 20 kr. Jeg har flere gange tænkt på, at prøve at lave frugtskåle af gamle plader, ved at varme dem i ovnen men hvis man vender en skål om, kan det vel lige så godt være en lampeskærm - præcis som dørslaget og Margrethe-skålen. Så jeg tog en gammel vinylplade med hjem og satte den form i forbindelse med min idé om at bruge syntetisk stof. Jeg ville lave en slags lysekrone. Her kom mit perlefokus ind i billedet igen, da mange lysekroner består af perler i en eller anden grad og perler er ofte lavet af plastik.
Søger man på "vinyl lamp" kommer der mange sjove ideer op.

Jeg skulle afprøve opvarmningen af pladen et par gange, inden jeg synes jeg fandt en form, jeg gerne ville beholde. Så længe man ikke varmer den for meget op, kan man heldigvis blive ved med at arbejde med den.
Mit syntetiske stof blev sort mygge/fluenet og polyester på tilbud i stof2000. Indtil videre har lampeskærmen kostet 45 kr. Så det kunne også ende med at blive en budgetlampe. Sorte perler hos Panduro Hobby er faktisk ret dyre men jeg havde heldigvis nogle liggende. Til at samle min lampe ville jeg have brugt gennemsigtig fiskesnøre men måtte erkende, at det var tæt ved umuligt at arbejde med, så jeg gik over til plast-elastik snor. Jeg har valgt at bruge sort ledning og en sort afbryder, men da jeg havde et hvidt stik og en hvid fatning liggende, brugte jeg det. Allerede nu kan jeg se, at det vil klæde lampen, at få en mindre fatning der er sort, da den hvide fylder meget oppe under skærmen. De kan bare koste ret meget.   

Hermed det færdige produkt:

 

I min designproces er jeg gået i gang ud fra denne udvikling:
1) Vælg udgangspunkt (plastisk-Lampeskærm)
2) Brainstorm
3) Vælg ideer (materialer etc)
4) Byg ideen
5) Evaluer fremgangsmåde (evt gå tilbage til 4 og prøve igen)
6) Resultat
            
 På denne måde får man afprøvet sin teori om en fremgangsmåde i praksis, samtidig med at det er anvendelsesorienteret.
Det understøtter fagets mål, om at en proces skal være arbejde fra idé til færdigt produkt og at dette produkt, skal kunne tage udgangspunkt i elevens omverden og dagligdag. Dette understøttes ikke alene af produktet som lampeskærm, men også gennem brainstormen hvor mange hverdagsgenstande indgår som mulige materialer. Ovenstående fremgangsmåde skaber muligheder for, at forbedre sig indenfor arbejdsmetoder, i sammenhæng med sit ønskede design. Endvidere synes jeg processen lever op til formulering om mål for faget: "Fagets mål skal endvidere sætte fokus på, hvordan evnen til fx at få idéer, udføre et håndværk, gennemføre en hel designproces og blive inspireret af det omkringliggende samfund er vigtige elementer i forhold til innovation og entrepenørskab."
Her tænker jeg også, at der ligger brugbar læring i, at arbejde med at samle de elektriske dele i en lampe. Hvordan samler man eksempelvis ledningen med fatningen, og evt med en afbryder.


Lampens historie

Der er potentielt meget læring i at begynde at arbejde med lys, lamper og lampers dekoration, som en lampeskærm jo efterhånden primært er.
For tænker man på menneskets forhold til at "holde" eller tæmme lys, skal man helt tilbage til de første mennesker, der beherskede ilden. Helt frem til 1760'ernes Europa har ild, starin og fedt, været lampens energikilde. Sådan oplyste man ikke alene huse men også gader - hvorfor lampeskærmen især havde sin funktionelle plads mod vejr og vind. I 1760'erne introduceres olielampen i Europa, som ligesom forsøg med gaslamper, også var afhængige af ild. Her begyndte man at have fokus på lysets skær og udviklede lampeskærme med det formål, at fordele lyset ligelige rundt om lampen. Hertil brugte man reflektion ved hjælp af et spejl eller et stykke metal.

   


  I 1879 blev elpæren opfundet og siden da, har vores tæmning af lyset ikke længere været afhængig af ild. Med elektricitetens skarpe lys, blev det almindeligt at anvende lampeskærme. Nu skulle man heller ikke længere bekymre sig om, at lampen kunne springe, starte ildebrande eller forgifte luften.  










    

Studieprodukt: Skammel af genbrugstræ

Ideen bag min skammel er, at den skal passe til et bord jeg har bygget af genbrugstræ fra Euro-paller. Bordet er højere end normalhøjden for borde, så siddehøjden på min skammel skulle være 50 cm.
Det tog jeg udgangspunkt i og tænkte derefter på udformningen. I min stue har jeg en stor vindueskarm med puder i, der fylder en hel endevæg, som jeg har malet kongeblå. Jeg ville gerne have skamlen til at passe den lidt idylliske stemning, den kongeblå farve giver. Så jeg begyndte at tænke i noget klassisk og halv-romantisk. Det gammeldags landlige look har altid tiltalt mig og jeg ville gerne gøre skamlen lidt land-idyllisk.

Benene er skåret ud med en stiksav, der er sat en skarp vinkel på, sådan at snittet har fået en skåning. Det ville jeg gerne afprøve, da jeg tænkte det kunne være en flot effekt, samtidig med at benene stadig ville være stabile.

Benene sidder skråt fast på sædet, så de ikke står vinkelret på sædet men spredt ud under sædet i en lille vinkel. Dette valgte jeg, for at give skamlen det landlige udseende, da det minder mig lidt om en forstørret malkestol.

Under sædet, der kun består af en krydsfiner plade på ca. 1,5 cm, er der en nedadvendt pyramide, der er sat sammen af 4 trekanter af forskellige størrelser. Den største trekant sidder i direkte kontakt med sædet, mens de andre derefter, inddelt efter nærmeste størrelse, er sat i forlængelse heraf og hinanden. Da trekanterne er ret kraftige og træet ret hårdt, forborede jeg hullerne til at sætte dem sammen, så jeg undgik at de flækkede.

Denne omvendte pyramide bærer benene, som er fastgjort med skruer til den største trekant lige under sædet. En af midterpyramiderne er fastgjort til benene med små lægter. Disse sidder fast mellem pyramiden og benene med dyvler. I den ene ende af den lille lægte, har jeg selv skåret dyvlen direkte ud af træet, mens det i den anden ende er en fabrikeret dyvel, der er sat ind i et boret hul. Jeg valgte at gøre dette, da jeg gerne ville prøve, at lave mine egne dyvler, direkte fra det træ jeg skulle bruge dem i. Dvs. at jeg medregnede plads til ar skære en dyvel ud af det samme stykke træ, som jeg havde taget mål til, at skulle passe mellem trekanten og benet. Rundingerne formede jeg med stemmejern.

Det samme er det med de stabiliserende lægter neden under den omvendte pyramide. De sidder i en T-form og er fastgjorte direkte til benene, nogle centimeter under de tre mindre stabiliserende små lægter. Der hvor den ene lægtes ende rammer den anden på midten og udgør T-formen, har jeg skruet et hul hele vejen igennem, på midten af den ene lægte, ind i enden på den lægte der ligger sig på midten. Derved kunne jeg fastgøre dem med en dyvel, som jeg så bankede helt ind så huldet blev lukket.

Jeg valgte at lave den omvendte pyramide under sædet, så det rum der opstår mellem de vinklede ben, ikke blev for tomt. Jeg synes det har givet skamlen et lidt moderne indspark, midt i den lidt gammeldags bedstemor stil.

Fastgjort på sædet er et ryglæn, der består af to lodrette lægter og en nærmest oval-formet planke, skåret med runde buer og med et hul i midten, formet til at et greb kan tage fat. De to lægter er sat ind i to indhak, udskåret til at passe dem i bredte og dybde, i sædet og fastgjort med skruer. Det bue-skårne håndtags-ryglæn er fastgjort til lægterne med dyvler.

Da benene ikke sidder vinkelret på, tager det noget af siddehøjden, at de er placeret i en vinkel. Da benene er skåret til 50 cm og passer siddehøjden, valgte jeg at sædet skulle polstres med en høj hynde. Det resulterede i, at siddehøjden blev over 50 cm men til gengæld regner jeg med, at skumgummi-hynden vil falde lidt sammen med tiden, så siddehøjden vil falde til de 50 cm med tiden.       

Skamlen er delvist malet med en høj-glans vandbaseret mailing. Benene er malet hvide på indersiden, sammen med den omvendte pyramide og ryglænet. Ryglænet har jeg efterfølgende pudset med groft sandpapir, for at slibe noget af malingen af igen, så skamlen ser mere slidt og gammel ud. De samme tanker har jeg gjort mig, da jeg malede den. Jeg har bevidst lagt et for tykt lag, så det klumper og løber, så det ligner en gammel skammel, der er blevet malet mange gange. Mens det nogle steder dækker dårligt og ser gammel ud, som om malingen er blevet slidt. Da formen jeg har skåret benene ud i, ikke blev så tydelig som jeg ønskede det, valgte jeg at male en tynd kongeblå streg på indersiden af benene, der følger mønstrets kant rundt. Inden jeg malede den, spartlede jeg nogle samlinger med træspartel, så samlingerne ikke blev for tydelige eller for grove under malingen. Ydersiden af benene er blevet slebet grundigt og har fået olie, på overfladen men ikke i mønstrets vinkler. Derved håbede jeg på, at kunne gøre mønstret endnu mere tydeligt.

Sædet er polstret med skumgummi og betrækt med tykt råhvidt canvas stof. Jeg har trykt mønster på det, med det muse-måtte-tryk jeg tidligere lavede, i samme kongeblå farve som mønstret på benene. Rundt ved sædets kant har jeg sømmet en blondekant og dækket sømmene og de øverste skæve kanter med kantebånd.

Voila! En primært blå-hvid skammel, der kunne gå for at være en underlig stol og ligner noget fra bedstemors loft eller en gammel genbrugsstation.