Der vrimler med filt-sager over alt. Jeg har ikke forsøgt mig med filtning mens jeg var der, men her er lidt billedinspiration, hvis man mangler ideer til filtningsprojekter:
De fleste gadesælgere sidder på små stråstole, der er lavet af farvet sejlgarn og gamle cykeldæk. De er meget fine og kunne være et godt genbrugsprojekt:
Under den farvede kant på selve sædet, er en gammel cykelslange sat fast om strå-samlingerne, så kanten bliver blød og rund, inden man binder farvet reb om.
Der er en gammel tradition i den nepalesiske Newari kultur for træhåndværk. De laver meget detaljerede træfigurer, men også deres huse er total dekorerede med træsnit.
Jeg tog på en workshop i traditionelt Newari træsnit, og har købt mig det håndsmedede værktøjssæt til at øve mig herhjemme.
Man bruger sine bare fødder til at holde sit
emne fast på en arbejdsblok.
|
Jeg får lidt hjælp med vinkelen på jernet.
|
Arbejdsblokken med
værktøjet
Her er så
det færdige resultat:
Man kan
ikke se det, men det er 4 timers arbejde. Det kræver øvelse!
Jeg har
også købt et par små-ting med hjem til inspiration.
Dette lille
skrin er først drejet på drejebænk, og så pyntet med træsnit med
det værktøj jeg brugte på workshoppen. Det har dreje-låg, som
også er skåret i hånden med stemmejern. Jeg tænker det er
forsøget værd at prøve at lave et lignende.
Det samme
tænker jeg om denne æske, som er et helt lille puzzle-spil at åbne.
Konstruktionen er i grunden ret simpel, når man gennemskuer
arbejdsprocessen. Men det er noget detalje-arbejde.
Nepal er
også kendt for sit strik og vævning. Man kan overalt købe
pashmina, yak-uld og Kashmir. Silke ses også men knapt så meget. De
væver tørklæder på gamle væve "maskiner" og en del
steder er det blinde og stumme, der laver klæderne.
Sådan ser
det ud. Der er fodpedaler, der styrer lagene og et håndtag, der
styrer indføringen af trådene. Jo mere detaljeret et klæde, jo
flere tråde og jo flere pedaler med lag.
Når man
hiver i håndtaget, skubbes et pendul, med tråd i, fra side til
side. Pendulet skydes gennem, lagene af de parallelle tråde
(ligesom dem man sætter op på en væve-ramme) og pedalerne
løfter skiftevis de forskellige parallelle rækker af tråde op
og ned, så pendulet med tråd, suser gennem dem alle.
Her er jeg
så på workshop i vævning på maskine. Jeg kan som udgangspunkt
sige, at det ikke er nemt. De arbejder så hurtigt, at det skaber en
enorm larm i rummet, når pendulet flyver frem og tilbage. Deres
fødder suser fra pedal til pedal, og de som er rigtig gode, har så
mange tråde kørende, at de også har pedaler, som håndsving. Det
er multi-tarsking!
Arbejder
man for langsomt, bliver klædet ikke jævnt og kanterne bliver ulige
og flossede. For at få den helt rigtige fleksibilitet i klædet,
skal man "runne" som de siger. Jeg tror de mener "running"
fra engelsk, for det ser næsten ud som om, at de sidder stille og
løber, så hurtigt går det. En total jævn og vedvarende række af
næsten flydende bevægelser, hvor det eneste af kroppen der er
stille, er underlivet og hovedet.
Og nej,
jeg er ikke blind og kan ej heller væve. Der er billedet lidt
misvisende men værkstedet jeg besøgte husede kun blinde og stumme
arbejdere, foruden deres mester, som kun er delvist blind (han ses på
billedet) og har vævet i 25 år.
Her er
så mit færdige produkt:
Det
mest simple stykke klæde man overhovedet kan lave på en sådan
maskine, og det lykkedes mig at lave ujævne kanter. Det kræver
enorm øvelse men det var rigtig sejt at se hvordan, en egentlig
simpel konstruktion af træpedaler, sat fast med reb, et tandhjul,
til at regulere stramning, stål rammer, til at føre tråd igennem,
og et træ-pendul med et reb-håndtag, kan skabe så smukt og
gennemført håndværk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar